Immaterielle anlægsaktiver er ikke-fysiske aktiver, som har langsigtet værdi for virksomheden. Typiske eksempler er patenter, varemærker, goodwill, software og udviklingsprojekter. De adskiller sig fra materielle aktiver ved, at de ikke kan tages i hånden, og fra finansielle aktiver ved, at de ikke direkte repræsenterer en finansiel fordring.
Immaterielle anlægsaktiver skal indregnes i balancen, når det er sandsynligt, at aktivet vil give fremtidige økonomiske fordele, og omkostningerne kan måles pålideligt. Grundlaget for indregning er anskaffelsesprisen plus direkte tilknyttede omkostninger, for eksempel juridisk bistand eller implementeringsomkostninger. Aktiver under udvikling kan føres som et selvstændigt punkt indtil de er klar til brug. Indregn kun udviklingsprojekter som anlægsaktiver, når de opfylder kriterierne for kapitalisering.
Når immaterielle aktiver føres i balancen, er det almindeligt at gruppere dem efter status og oprindelse. Først kommer færdiggjorte udviklingsprojekter og erhvervede rettigheder som patenter og varemærker. Goodwill registreres særskilt og måles ved virksomhedsovertagelse. Projekter under udvikling vises separat indtil tidspunktet, hvor de er færdige og tages i brug.
Afskrivningen starter, når aktivet er færdigt og klar til brug. Den mest anvendte metode er lineær afskrivning, hvor anskaffelsesprisen fordeles systematisk over aktivets forventede brugstid. Brugstiden fastsættes ud fra aktivets karakteristika og kan variere mellem aktiver. Som tommelfingerregel bør brugstiden normalt ikke overstige 20 år. Hvis du vælger en afskrivningsperiode på mere end fem år, skal årsagen dokumenteres i årsrapporten.
Software kan klassificeres som immaterielt aktiv, men behandlingen afhænger af, om softwaren er købt færdig eller udviklet internt. Købt standardsoftware kapitaliseres ofte som immaterielt aktiv. Internt udviklet software kan kapitaliseres, hvis udviklingskriterierne er opfyldt, herunder forventede fremtidige økonomiske fordele og målelige omkostninger. I enkelte tilfælde kan regnskabsreglerne give undtagelser, så klassificering som andet aktiv kan være relevant.
Forskellen mellem materielle og immaterielle anlægsaktiver er håndgribelighed. Materielle aktiver er fysiske ting som maskiner, bygninger og biler. Immaterielle aktiver er rettigheder eller ikke fysiske værdier som licenser, patenter og goodwill. Klassificeringen påvirker både måden aktivet måles på og reglerne for afskrivning og nedskrivning.
Afskrivningsgrundlaget udgøres normalt af anskaffelsesprisen. Immaterielle aktiver med begrænset brugstid afskrives over deres estimerede levetid. Nedskrivning skal foretages, hvis der er indikation for værdifald. Ved nedskrivning reduceres den regnskabsmæssige værdi til aktivets genindvindingsværdi eller dagsværdi. Hvis et aktiv bliver værdiløst i et regnskabsår, skal hele nedskrivningen foretages i det år. Hvis værdifaldet først konstateres senere, skal nedskrivningen fordeles i de relevante regnskabsperioder. Vurder nedskrivningsbehovet på baggrund af konkrete forhold ved det enkelte aktiv og undgå subjektive helhedsvurderinger.
Opskrivning kan finde sted, når der er dokumentation for, at aktivets værdi er steget, og der foreligger et aktivt marked. For immaterielle aktiver er opskrivningsmuligheden ofte begrænset, da et aktivt marked ikke altid findes. Hvis opskrivning foretages, skal værdistigningen føres direkte på egenkapitalen som en opskrivningsreserve, og oprindelig værdi før opskrivning skal oplyses i regnskabet. Følg gældende regnskabsregler og krav til dokumentation ved opskrivning.
