risikobrancher 2026

Revisionspligt i risikobrancher i 2026

Der er kommet nye regler for, hvilke virksomheder der skal have en revisorerklæring på deres årsregnskab. Reglerne handler om såkaldte risikobrancher og er fastsat i en bekendtgørelse, som er blevet opdateret og træder i kraft fra 1. januar 2026.

Formålet med reglerne er at sikre mere korrekt regnskabsrapportering i brancher, hvor der historisk har været mange fejl i indberetning af skat og moms.

Hvad er en risikobranche?

En risikobranche er en branche, hvor myndighederne har konstateret, at mange virksomheder laver fejl i deres skatte eller momsangivelser. Udpegningen bygger på data fra Skatteforvaltningen og tager blandt andet højde for, hvor stor en andel af virksomhederne der laver alvorlige fejl eller ikke indberetter til tiden.

Det betyder ikke, at alle virksomheder i branchen gør noget forkert, men at risikoen samlet set vurderes som højere end i andre brancher.

Nye risikobrancher i den opdaterede bekendtgørelse

Følgende brancher er med den opdaterede bekendtgørelse udpeget som risikobrancher og er derfor omfattet af kravet om revisorerklæring, hvis virksomheden samtidig opfylder betingelserne for omsætning og regnskabsklasse.

  • Servering af mad i restauranter og caféer, branchekode 561110

  • Drift af øvrige spisesteder, branchekode 561190

  • Catering på kontrakt og andre restaurationsaktiviteter, branchekode 562200

  • Udskænkning af ikke alkoholiske drikkevarer, branchekode 563010

  • Udskænkning af alkoholiske drikkevarer, branchekode 563020

  • Drift af portaler til internettet, branchekode 639100

  • Levering af kombinerede hjælpetjenester i forbindelse med drift af fast ejendom, branchekode 811000

  • Almindelig rengøring i bygninger, branchekode 812100

  • Vinduespolering, branchekode 812210

  • Anden rengøring af bygninger og rengøring af erhvervslokaler i.a.n., branchekode 812290

  • Anden rengøring, branchekode 812300

  • Skønhedspleje og anden skønhedsbehandling, branchekode 962200

Brancher som ikke længere anses som risikobrancher

Følgende brancher er udgået af listen over risikobrancher og er derfor ikke længere omfattet af de særlige krav, medmindre der gælder andre revisionskrav.

  • Vejgodstransport, branchekode 494100

  • Flytteaktiviteter, branchekode 494200

  • Restauranter, branchekode 561010

  • Pizzeriaer, grillbarer og isbarer mv., branchekode 561020

  • Event catering, branchekode 562100

  • Anden restaurationsvirksomhed, branchekode 562900

  • Caféer, værtshuse og diskoteker mv., branchekode 563000

  • Databehandling, webhosting og lignende serviceydelser, branchekode 631100

  • Webportaler, branchekode 631200

  • Engroshandel med personbiler, varebiler og minibusser, branchekode 451110

  • Detailhandel med personbiler, varebiler og minibusser, branchekode 451120

Hvornår gælder kravet om revisorerklæring?

Kravet gælder for virksomheder, der opfylder alle følgende betingelser:

  • Virksomheden hører til en udpeget risikobranche
  • Virksomheden er i regnskabsklasse B
  • Virksomheden har en årlig nettoomsætning på over 5 mio. kr. i to regnskabsår i træk

 

Hvis disse betingelser er opfyldt, skal årsregnskabet forsynes med en erklæring fra en uafhængig revisor. Reglerne har været gældende for regnskabsår, der begynder 1. januar 2023, men den opdaterede bekendtgørelse får virkning for regnskabsår, der begynder 1. januar 2025 eller senere.

Hvilken type revisorerklæring kan man vælge?

Virksomheden kan selv vælge, hvilken type erklæring der anvendes. Det kan for eksempel være assistance, review, udvidet gennemgang eller revision. Fælles for alle muligheder er, at revisor skal være uafhængig af virksomheden.

Valget afhænger ofte af virksomhedens størrelse, kompleksitet og behov, og det er en god idé at drøfte det med sin revisor i god tid.